Fra ældgammel visdom til banebrydende produktion: Den årtusindspændende udvikling af FRP
Udviklingshistorien for fiberforstærket polymer (FRP) kan spores tilbage til 3400 f.Kr. På det tidspunkt fremstillede oldtidens mesopotamiere krydsfiner ved at lime træstrimler i forskellige vinkler, mens oldtidens kinesere byggede huse med halm blandet med ler. Dette var alt sammen tidlige menneskelige udforskninger af brugen af naturlige kompositmaterialer. I det 12. århundrede e.Kr. tog de kompositbuer, der blev brugt af mongolske krigere, dette koncept til et mere modent stadie. Den smarte kombination af bambuskerner, oksehorn og harpiks skabte et kraftfuldt våben med en rækkevidde på næsten 450 meter, hvis styrke endda kunne sammenlignes med moderne produkter.
Udviklingen af moderne FRP begyndte i begyndelsen af det 20. århundrede. I 1907 blev bakelit (nemlig phenolharpiks), opfundet af Baekeland, kombineret med cellulose, hvilket officielt åbnede en ny æra for syntetiske kompositmaterialer. Efter den industrielle produktion af glasfiber blev realiseret i 1938, blev den første glasfiberradardom skabt med succes i 1942. Denne præstation blev en vigtig milepæl for FRP som strukturelt materiale. Under Anden Verdenskrig blev FRP i vid udstrækning anvendt i flyproduktion på grund af dets fordele ved let vægt og korrosionsbestandighed. Den militære efterspørgsel efter 7 millioner pund glasfiber fremmede yderligere den hurtige modning af hele industrien.
Efter afslutningen af Anden Verdenskrig begyndte FRP at ekspandere til det civile område. I 1948 kom glasfiberrør ind i oliebeskyttelsesområdet; i 1953 indførte Chevrolet Corvette et glasfiberkarrosseri, hvilket bragte dette materiale til offentlighedens skue. Patentet på kulfiber blev godkendt i 1960'erne, og den succesfulde udvikling af aramidfiber i 1970'erne lagde grundlaget for FRP's indtræden i luftfartsområdet. Kina haltede heller ikke bagefter på dette område. De producerede den første glasfiberplade i 1958 og byggede verdens første FRP-motorvejsbro i 1982. I dag har de etableret et komplet FRP-industrisystem.
I begyndelsen af det 21. århundrede har 3D-print og nanoteknologi bragt nye muligheder for udviklingen af FRP. Fra nøglekomponenter i store indenlandske fly til forstærkningsmaterialer til infrastruktur udvider dette materiale med både "gamle gener" og "moderne vitalitet" konstant sine anvendelsesgrænser og skriver et nyt kapitel for sig selv.